Hvordan kommer jeg af med svimmelhed?

Svimmelhed og stress

Hej Stine,

Jeg er en selvstændig kvinde på 46 år der har været sygemeldt med stress og udbrændthed i lidt over 1 år. Jeg døjer med svimmelhed og har prøvet ALT indenfor behandling. Jeg har prøvet lykkepiller men der fik jeg det meget værre. Jeg er så ensom med min sygdom. Jeg går til mindfulness/ yoga og fitness for at holde mig igang.

Nogle dage er det bedre end andre. Jeg er så ked af, at jeg ikke rigtigt kan komme ovenpå. Mit højeste ønske er at vende tilbage på job, men min svimmelhed gør at jeg er nervøs over at skulle starte igen.

Jeg har været igennem utallige undersøgelser, der er bare ikke ligefrem stillet en diagnose på svimmelheden, andet end det må være stressen der har siddet så dybt i mig. Kender du til disse symptomer, og er der et godt råd du kan komme med? Jeg er SÅ træt af det, og vil så gerne tilbage på mit højtelskede job.

Mvh Jane.

Hej Jane,

Mange tak for dit spørgsmål om svimmelhed. I løbet af de år jeg har arbejdet med stress, har jeg mødt en del sygemeldte der har lidt af svimmelhed på grund af stress. Og der er ingen tvivl om at det er et rigtig ubehageligt stress symptom at slås med.

Mennesker reagerer forskelligt på stress, og derfor er det individuelt, hvilke stress symptomer man slår ud på, hvis man rammes af stress. Det er langt fra alle, der oplever svimmelhed. Ligesom det f.eks. heller ikke er alle stressramte, der oplever søvnproblemer.

Man kan sige, at svimmelhed er et kraftigt stress symptom som hører ind under den gruppe af stress symptomer man kan udvikle ved alvorlig, kronisk og langvarig stress. Du kan læse mere om de forskellige stress symptomer her.

Når du fortsat oplever stress-relateret svimmelhed, så fortæller det at du ikke har fået stressen ud af kroppen – endnu.

Det første jeg vil foreslå er, at du får dig et overblik over hvor ofte du bliver svimmel. Mest af alt så du får dig noget historik over om din bedringsproces går fremad, stagnerer eller går tilbage. Det kan tage lang tid at komme helt fri af stress, så en journal over at det – forhåbentligt – går fremad i helt små skridt, kan være med til at give lidt håb. Hvis du ikke noterer det ned, kan det være svært at afgøre om der rent faktisk sker en bedring.

Du skal ikke bruge ret meget energi og tid på det, og du kan fint nøjes med blot at skrive ned om din svimmelhed én gang om dagen i f.eks. 2 minutter. Brug gerne den samme notesbog til det hver dag.

Spørg f.eks. dig selv:

1) Hvornår har jeg været svimmel i dag?

2) Hvad skete der før eller op til jeg blev svimmel? (F.eks. en situation, nogle bestemte tanker/bekymringer jeg havde, en hændelse der skete osv.)

Overvej i den forbindelse om du kan se et mønster? F.eks. om din svimmelhed kommer på bestemte tidspunkter på dagen/ugen eller i forbindelse med/efter bestemte situationer?

3) Hvad kan jeg evt. gøre anerledes når jeg kigger på mit svar til spørgsmål 2)? (Er der noget jeg kan sige “nej” til, bede om hjælp til/uddelegere, eller er der noget jeg skal give slip på for at forebygge yderligere svimmelhed og stress?)

Når jeg læser dit spørgsmål, så lyder det som om du virkelig gør en stor indsats uden at du oplever den store bedring i din tilstand. Der er ikke noget at sige til, at det er frustrerende!


Når du skal reducere stress (og dermed din svimmelhed), så er der:

1) På den ene side tiltag du selv kan gøre for at reducere stress.

2) Og på den anden side, så er der noget i bedringsprocessen du ikke kan forcere, men som har sin egen tid.

Lad os starte med det du kan gøre selv; nemlig tiltag der reducerer stress. Du skriver at du går til mindfulness / yoga og fitness for at holde dig igang.

Det allervigtigste jeg har fokus på når vi taler om tiltag/aktiviteter, der reducerer stress, er at det er noget du nemt kan gøre og som ikke kræver de store anstrengelser fra din side. Og at det er tiltag, der rent faktisk giver dig oplevelsen af at holde en pause og at finde lidt ro, afslapning, nydelse eller glæde.

Det er derfor super vigtigt at du har en god kontakt til din krop og hvad f.eks. yoga eller fitness gør ved dig. Gør det dig afslappet og en smule mere rolig når du er færdig med det? Eller bliver du urolig, eller ligefrem svimmel efterfølgende?

Jeg plejer at kalde stress-reducerende tiltag for “grønne aktiviteter”. Det vil sige aktiviteter, der, når du gør dem over en længere tidsperiode, får dit nervesystem i ro. Jo mere og jo oftere du hjælper dit nervesystem i ro, jo færre stresshormoner over tid. Og jo færre stresshormoner i kroppen, jo mindre stress symptomer og svimmelhed på den lange bane.

Svimmelhed


“Grønne aktiviteter” kan f.eks. være:

  • at lægge puslespil
  • male i stressmalebog
  • at strikke, hækle el brodere (hvis du kan det i forvejen og kan lide at gøre det)
  • at høre lydbog
  • at lue have (hvis du altså slapper af med det)
  • at bage el lave mad (hvis du slapper af med det og nyder det)
  • langsom svømning, gang eller yoga
  • Osv osv…

Det er helt individuelt, hvad der virker bedst og mest afslappende for dig. Så din allervigtigste opgave lige nu, og sikkert et godt stykke tid endnu, det er at fokusere på at reducere din stress. Altså at lave såkaldt “grønne aktiviteter”.


Nu kommer vi så til den anden side af det at komme sig over stress som man ikke kan forcere eller skubbe på.

Der er nemlig en del af din bedringsproces som du ikke kan handle dig ud.

Det tager den tid det nu engang tager.

Faktisk kan man sige, at jo mere du kommer din stress i møde jo mere vil det kunne fremme din bedring.

For ofte er det sådan, at når der er noget vi kæmper imod og ikke vil acceptere, men have til at gå væk. Jo mere har det en tendens til at klæbe til os.

Derfor vil jeg udfordre dig på at vende dine tanker om svimmelheden, og forsøge at kigge kærligt på din svimmelhed i stedet for at blive vred og frustreret over den.

Jeg vil faktisk gå så langt som at opfordre dig til byde svimmelheden velkommen, selv om den er nok så ubehagelig en følgesvend. For svimmelheden er din krops måde at fortælle dig på, at du fortsat har brug for at skrue ned. At du er nødt til at acceptere at du ikke er klar endnu til at arbejde. Og at du ikke er færdig med at reducere din stress, endnu.

Jo mere du går med og accepterer der hvor du er i din proces med stress, jo hurtigere vil du komme dig.

Du er på ingen måde alene om at finde det svært at acceptere at det kan tage lang tid at komme dig over stress. Hvis du gerne vil læse mere om accept af stress finder du et brevkassesvar om det lige her, hvor du også får en konkret øvelse du kan lave for at arbejde med at finde accept.

NB. I mit svar til dig har jeg KUN taget udgangspunkt i at din svimmelhed skyldes stress, da det også kan skyldes andet end stress, som jeg naturligvis ikke er i stand til at udtale mig om.

Jeg ønsker dig al mulig god bedring videre frem.

Bedste hilsner Stine


Rebecka Bjoerk

Har du tidligere været ramt af stress?

Eller er du sygemeldt med stress i øjeblikket? Hvis du har lyst til at dele dine erfaringer, kommentarer, eller gode råd er du meget velkommen til at skrive i kommentarfeltet.


Kommentarer

  • Camilla Krath

    Så fin en artikel og svar på spørgsmålet. Jeg har også lidt af stress med svimmelhed som et af symptomerne. Jeg har studeret det ret indgående faktisk, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Min erfaring er, at rigtig mange der lider af stress har meget voldsomme spændinger i kroppen. Spænding i nakke, hals og skuldre gør at vi meget ofte lukker af for blodtilførslen til hjernen. Når vi gør det, ja så vil man opleve svimmelhed. Så hvis man oplever svimmelhed og spænding i kroppen, så er den bedste måde at komme det til livs på, at trække dybe vejrtrækninger helt ned i bunden af maven, lave lange strækøvelser og slappe helt af i kroppen.

  • Jane, jeg har haft det nøjagtig ligesom dig og har været ude af mig selv i flere måneder og år og nogle gange tudet når jeg skulle op om morgenen fordi jeg var så svimmel og der var ingen forklaring fra lægerne eller noget tilsyneladende mønster. Så gik jeg i min helsekost butik. Måske manglede jeg noget? Stress påvirker bio kroppens nervesystem osv. Her stod en erfaren dame, ved jeg nu, for det først hun mente jeg skulle have var magnesium. Det er i medicin også kendt som at det afslapper muskel celler. Hun anbefalede en ordentlig dosis fra starten, noget med 1000mg eller noget, og miraklet indfandt sig: Jeg har ikke været svimmel siden. Prøv det, prøv det. For det er så ulideligt at være svimmel konstant. Min længe troede jeg var sindssyg men de ved bare ikke alt. God vind.

  • Jeg har også haft den stressrelaterede svimmelhed, men den er efterhånden en sjælden gæst. Det er nu to år siden min hjerne klappede totalt sammen.
    Som Camilla skriver, så er spændinger ofte en årsag, fordi stress får kroppens muskler til at spænde, især i kæbe, nakke osv. Det giver hos rigtig mange – også ikke-stressramte- en uforklarlig svimmelhed.
    Jeg foreslår ud over yoga som allerede prøves, at prøve en dygtig og blid massør som kan massere nakke, kæbe og hovedbund. Og være helt ærlig inden massagen om at man er nervøs og at det er vigtigt, at massøren ved, hvad han/hun laver. BodySDS terapeuter burde vide det, men spørg massøren grundigt først.
    Rigtig god bedring fortsat.

  • Hej Stine

    Tak for din mail vedrørende stressrelateret svimmelhed.
    Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at fortælle dig min historie omkring netop det med svimmelhed.
    Jeg blev selv ramt af alvorlig stress i dec. 2015. Jeg havde 3 måneder, hvor jeg var ramt af voldsom svimmelhed, hvor jeg var til scanning og div. Undersøgelser. De 3 måneder blev efterfulgt af 3 måneder, hvor jeg ikke kunne huske, ikke koncentrere mig og ikke kunne læse. Jeg kunne kun lave noget i 15 min. ad gangen og så måtte jeg hvile. Herefter har jeg haft ”almindelige” stress-symptomer som tinitus, søvnbesvær, hjertebanken, spændinger i kroppen, svedture, føleforstyrrelser i ansigtet m.v.

    Tilfældigt var jeg hos Syn og Udvikling i Billund med min søn og skulle i den forbindelse lave de samme øvelser, som min søn. Det kunne jeg ikke. Jeg blev herefter spurgt om jeg havde slået hovedet på et tidspunkt. Det havde jeg i foråret 2014, hvor jeg pådrog mig en alvorlig hjernerystelse. Da Thomas ”behandleren” bl.a. også behandler mennesker med mén efter hjernerystelse, spottede han hurtigt hvad der var galt.
    Han gav mig nogle øvelser, som jeg skulle lave flere gange dagligt. De hjalp mig og jeg var efter 3 måneder endelig helt fri af svimmelheden. Jeg tænker at uanset om det skyldtes stress eller hjernerystelse, så vil øvelserne kunne hjælpe mange. Symptomerne på alvorlig hjernerystelse og stress liger hinanden ufattelig meget og er derfor vanskelige at adskille.

    Jobcentrets sygedagpengesystem har desværre ikke hjulpet mig det mindste. Min fornemmelse var, at deres eneste formål var, at få mig ud af deres sygedagpengekasse, så da jeg mistede mit job, valgte de at raskmelde mig. Deres ord var ”når jeg ikke havde mit arbejde mere, så stressede det mig jo heller ikke mere. Altså var jeg rask”. Derfor valgte de at raskmelde mig. Det har naturligvis bragt mig i en yderste vanskelig situation, da jeg nu kæmper mig vej ud af stressen, samtidig med, at jeg skal søge arbejde på fuldtid, for at kunne få dagpenge fra A-kassen.

    Nå, men det var egentligt ikke mig det skulle handle om, men bare den information om, at Syn og Udvikling, sandsynligvis kan hjælpe rigtig mange af med deres svimmelhed.

    Du får lige hjemmeside adressen her.

    Håber du kan bruge mine informationer til noget.

    Bedste hilsner fra Anonym

  • Meget fint svar

  • Godt indlæg og du er ikke alene med din svimmelhed, tak fordi du åbner det. Og rigtig gode svar. Tak

  • Jeg har været sygemeldt med stress i 5 år. Det startede flere år før sygemeldingen med svimmelhed pga af press på studiet og andre ting i mit liv. Det blev værre når jeg styrketrænede og løb. Først mange år efter fandt jeg ud af at det var stress. Siden har jeg lært at hård fysisk aktivitet kan øge stresshormonerne i kroppen. Jeg har så kun lavet yoga, svømning, og gåture og daglige meditationer som har hjulpet mig meget. Her i sommers begyndte jeg så at småløbe for første gang, og det kan jeg i perioder hvor jeg er mindre stresset. Jeg laver også små træningsøvelser på gulvet uden vægte, men idag blev jeg svimmel for første gang i mange år, da jeg rejste mig op. efter en øvelse. Jeg har også sovet dårligt nogle dage og er stresset ekstra pga min datters problemer i skolen, så det er et tydeligt tegn om at jeg skal tilbage til meditationer og gåture. Mit bud er at fitnessmotion ikan gøre det svært at komme af med svimmelheden. Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Introforløb om fra akasha arkivet

Lær mere om hvad Akasha arkivet er, hvordan det fungerer & hvilke information vi kan finde om sjælen: 25.-26. november. Koster din email