Kronisk stress – hvad gør jeg?

Kronisk stress

Hej Stine,

Jeg har lige fundet din hjemmeside og det har været en stor hjælp at læse dine artikler og dine svar i brevkassen.

Jeg har været sygemeldt i 3 uger med stress symptomer: søvnløshed, meget let til tårer, svært ved at trives i sociale sammenhænge både på arbejde og privat, og tab af selvtillid.

Jeg har været tilbage på arbejde på næsten fuld tid i sidste uge og i weekenden brød symptomerne ud på fuldt blus igen.

Jeg har meldt mig syg igen her til morgen, men er ærlig talt i tvivl om hvad jeg gør nu?

Mange hilsner Rikke

Hej Rikke,

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen. Jeg er glad for at høre at mine artikler og brevkasse-svar har været en hjælp for dig. Det er lige præcis det, der er min intention med min hjemmeside, nemlig at give så meget gratis viden og hjælp videre til gavn for så mange som muligt.

Jeg har valgt at kalde dette svar til dig ”Kronisk stress – hvad gør jeg?” fordi de stress symptomer du beskriver typisk kommer når du har det man kan kalde alvorlig eller kronisk stress.


Symptomer på kronisk stress:

Kronisk stress opstår når du har været overbelastet over en længere periode, gerne i flere måneder eller over et år. Jeg bruger ofte et billede på kronisk stress som en elastik, der har været strukket så meget at den enten er knækket eller blevet slap. Og de symptomer der ofte opstår ved kronisk stress, er netop som du beskriver det: Søvnløshed, let til tårer og manglende overskud til at være social.

Ud over det oplever mange med kronisk stress også fysiske symptomer som f.eks. svimmelhed, uro i kroppen, hyppig hjertebanken, øget lyd- og lysfølsomhed, hovedpiner og ondt i maven. Mange med kronisk stress er også ramt på deres hukommelse og evne til koncentration og fokus. Måske du også kan genkende noget af det?


Hvad skal du gøre når du har kronisk stress?

Først og fremmest skal du vide at dine stress symptomer er din krops måde at fortælle dig på, at noget er ude af balance, og at det mere end nogensinde er tid til at stoppe op. Derfor lyder det rigtig fornuftigt, at du har sygemeldt dig igen. Hvis du ikke allerede har gjort det, tænker jeg at du skal tale med din læge om dine symptomer, og bede om en længerevarende sygemelding.

Det er svært at sætte præcis tid på, hvor lang tid der skal til for at komme sig over kronisk stress. Og mange bliver overraskede over, at det tager længere tid end de tror og håber på. Det vigtige lige nu er dog ikke, hvor lang tid det kommer til at tage for dig at få det bedre.

Det der skal til for at sænke dine stress symptomer er først og fremmest at du får RO og bliver 100% fredet fra dit arbejde i en periode. Og at du når du begynder at være klar til at starte op på dit arbejde igen, genoptager dit arbejde gradvist over en periode med nedsat tid. Det er typisk for voldsomt at gå fra 0 til 37 timer om ugen på kort tid.

Nu kender jeg jo langt fra din situation til bunds, og jeg ved derfor ikke hvordan din arbejdsgiver takler din situation og din sygemelding? Det er vigtigt at du fortæller din leder, at du har alvorlig stress og har brug for at være sygemeldt i en periode. Det er også vigtigt at I på nuværende tidspunkt ikke laver en fast aftale om, hvornår du kommer tilbage i arbejde igen. I stedet kan I f.eks. aftale at I tales ved over telefon med 3-4 ugers mellemrum for at gøre status på hvordan du har det. Forsøg også at aftale, at du er fredet mellem status-samtalerne og ikke bliver forstyrret med mails eller kontaktet af arbejdspladsen. Det er din leders ansvar at uddelegere dine arbejdsopgaver til andre medarbejdere i din afdeling mens du er væk.


Den svære erkendelse af kronisk stress og dens betydning

Det der er så bøvlet med stress er, at det udvikler sig gradvist og at du stille og roligt over tid vænner dig til at leve med flere og flere stress symptomer. På en måde kan man sige, at vores krop fungerer som en volumeknap. Den bliver ved med at skrue højere og højere op for lyden, ind til vi på et tidspunkt er nødt til at høre efter, hvad det er den forsøger at fortælle os.


Kronisk stress


Jeg møder ofte klienter med kronisk stress i min praksis, der kæmper “en indre kamp” med sig selv i forhold til at erkende hvor dårligt de rent faktisk har det. Det kan være svært selv helt at forstå hvad stress er og hvordan du bedst takler at din krop reagerer som den gør. Så jo mere du er villig til at erkende alvoren i situationen og skrue helt ned for tempoet i en periode, jo mere vil det være med til at fremme din bedring. Mange oplever et vendepunkt i deres bedringsproces i det øjeblik de finder fred med at de er alvorligt ramt af stress, og accepterer at det tager den tid det tager at komme sig over det.

Derfor vil mit bedste råd til dig også være at du får noget professionel støtte og hjælp i din proces med at komme dig over kronisk stress. Både for at lære hvad du kan gøre for at reducere stress her og nu. Men også at en udefra kommende hjælper dig med at vurdere, hvornår du er parat til at starte i arbejde igen og hvordan du takler den fase. Ligeledes vil det på et tidspunkt, når dine stress symptomer er i bedring, være en god idé at arbejde med at kortlægge årsagerne til at du har fået stress, og hvad du kan gøre for at forebygge at det sker igen. Alt dette sker erfaringsmæssigt bedst i samarbejde med en professionel.

Hvis du har en sundhedsforsikring kan du undersøge om du kan få bevilliget samtaler hos en psykolog. Alternativt, kan du spørge din arbejdsgiver om de vil betale for et forløb hos en psykolog eller stresscoach. Og endelig har mange jobcentre tilbud til sygemeldte med stress. Du vil blive tilknyttet en sagsbehandler på dit lokale jobcenter, og du kan høre ham/hende hvillke tilbud de evt. har til deres sygemeldte borgere.

Jeg ønsker dig al mulig god bedring videre frem, og håber mit svar giver mening i din situation.

Bedste hilsner fra Stine


Rebecka Bjoerk

Vil du have min hjælp, gratis?

Få det gratis online foredrag “Undgå tilbagefald i stress” der lærer dig, hvordan du kommer bedst muligt igennem en sygemelding med stress. Få adgang til foredraget, her >


Kommentarer

  • Hej Stine
    Tak for interessant læsning.
    Der er ingen læge der kan finde ud af hvad jeg fejler, men efter flere års sygdom og sygemelding har jeg fået en stress diagnose. Jeg var nysgerrig på hvornår stress er kronisk og det svar fik jeg i dit svar til Rikke. Tak for det.
    Jeg kan så hilse og sige at min kommune ikke anerkender stress som noget der hverken kræver ro eller behandling OG at de mener at løsningen er at jeg skal i jobtræning / praktik forløb.
    Jeg er blevet rådet til at få en privat socialrådgiver så det vil jeg prøve at finde ud af.
    Mvh. A.

  • Hejsa det er en virkelig god artikel som Stine L. har skrevet og jeg har læst den flere gange. Kan som kronisk stressramt nikke genkendende til det meste. Indlægget fra A genkender alle der har været ledige og stressramte også. De ansatte på sygedagpenge på jobcentrene har en alt for ringe uddannelse og dermed forståelse for, hvad en virkelig seriøst stressramt er ude i.
    Jeg vil her fortælle min historie og håber at jeg kan hjælpe andre for løbet for mig selv, er kørt.
    Jeg blev for ca. 10 år siden ramt af så slemt stress, så at jeg grædende afleverede en opsigelse på den arbejdsplads, hvor jeg havde arbejdet i 15 år dog under forskellige chefer og til tider også afdelinger, da man jo skal være omstillingsparat, når man er kontoruddannet.
    Op til forløbet blev der drevet rovdrift på mig i svær grad, grundet to kollegers langvarige sygdomme. Oven i dette var jeg nok også lidt vred, idet jeg længe før den ene gik psykisk ned med stress, varetog mit eget og hendes job, men hun råbte højt og fik næsten dobbelt så meget i løn som jeg.
    Året op til at jeg brød sammen og sagde op, fik jeg lige som Stine i indlægget netop fortæller, til stadighed større soveproblemer.
    Jeg gik på dagpenge, og min fagforenings kommentar var, at du får job på et splitsekund med dit præsentable udseende og dine supergode papirer og anbefalinger. Og hvor fik de ret. Jeg fik 5 job på de næste to år, hvor jeg var dagpengeberettiget og jeg holdt der imellem 14 dage og 3 måneder. Jeg faldt, og jeg rejste mig igen og sådan gentog det sig. Fra at være en 12-talspige (tro mig virkelig) så fik jeg nederlag på nederlag. Jeg rystede når jeg var på jobs og jeg spiste min frokost på toiletterne eller på en bænk væk fra arbejdspladsen. Jeg der altid havde haft et væld af veninder og set masser af kolleger privat, jeg fik i den grad socialfobi. Jeg var endda bange for mine egne succesfulde søskende. Jeg kravlede langs panelerne og til sidst blev jeg sygemeldt. Men der sad nogle unge piger på i sygedagpengeafdelingen på jobcenter og de var bestemt effektive for systemet. Hvis jeg ikke havde lavt selvværd, så hjalp da i hvert fald mig ikke op. Jeg fik henvisning til en psykiater, fordi jeg ikke havde råd til at betale for en psykolog eller psykoterapi. Men psykiateren havde aldrig mødt sådan en som mig før, så hun sad de 5 gange og vidste ikke hvad hun skulle stille op med mig, da jeg hverken røg, drak, havde prøvet så meget som hash, hvilket hun ikke forstod, for det røg hun da selv engang imellem, fortalte hun. Hun sagde ligeud, du vil ikke have psykofarma, så jeg kan ikke hjælpe dig, for jeg er ikke vant til at give psykoterapibehandlinger her.
    Langsomt blev det værre, da jeg konstant blev tvunget ud i alt muligt, da jeg jo var ”en vinder” som skulle ud på arbejdsmarkedet.
    Det lykkedes mig igen at klare et langvarigt vikariat på et af Danmarks mest prestigefyldte arbejdspladser, men jeg gik som i en osteklasse hver dag, og var dopet af sovepiller som jeg fik recept på efter større meningsudvekslinger med min læge, som forklarede at hun fik næsen i klemmen for at udskrive sovepiller. Men når jeg bad hende om hjælp til stressen, så var hendes svar: ”vi er alle stresset”. Hun gik på pension som 60 årig kort efter og jeg har fået en ny læge nu, som jeg ikke kender endnu.
    Mine fysiske men tiltog, og jeg fik knuder i maven og trak vejret i stød. Jeg søgte hjælp hos nogle foreninger, men fik en sludder for en sladder og opgav. Tror at jeg så forkert ud. Jeg lignede jo en vinder i mit fine tøj og med perfekt make-up, flotte negle og smukt hår, men jeg er en taber (nu).
    Langsomt begyndte jeg at ligne det jeg nu er. Jeg gik fra en vægt på 56 kg til at veje 78 kg. Jeg er høj men alligevel. Mit fine tøj blev for småt. Jeg rystede/ryster og jeg bliver tit så stresset, at jeg ikke længere kan formulere mig, sådan som jeg engang kunne. Jeg har hele mit liv været ”Personlig assistent” for topchefer.
    Jeg stod ved en vej: enten så er der ikke længere plads til mig her på jorden eller også må jeg finde en måde at opnå ro på. Jeg fandt en udvej for en stund. Det er som at tisse i bukserne og holde varme, men jeg har læst et par år nu, på en kæmpe skole, hvor man kunne vælge at møde alle dage kl. 13.00 eller kl. 8.
    Det har hjulpet mig noget, men nu er symptomerne stærkt tilbage, idet jeg er færdig nu til jul og til trods for at jeg har søgt utallige jobs, så er det omvendt nu. Ingen vil ansætte mig, for jeg har jo været væk længe fra arbejdsmarkedet, selv om jeg har opnået flere kompetencer end nogensinde.
    Men arbejdsgiverne som giver mig afslag har også ret. Jeg sover slet ikke natten igen nu, jeg har hjerteproblemer, jeg har kroniske problemer med min mave og jeg er så svimmel, at jeg føler at jeg konstant går på Oslofærgen når den lige slipper Skagen. Jeg kan ofte ikke holde balancen.
    Og nu skal jeg melde mig på jobcenteret 1. januar. Og de vil straks sende mig ud og hvis jeg vover at sige, at jeg er SÅ slidt efter 11 års kampe med kronisk stress, så vil de bare trække på skuldrene og sige: vi er alle stressede. Du har jo sådan nogle gode papirer, og du ryger og drikker ikke. Du fejler ingenting.
    Det jeg vil sige med dette indlæg er: Der er ingen hjælp at hente, når man ikke er et problem for samfundet, men blot syg af kronisk stress. Der er alt for mange kriminelle og indvandrere og stofmisbrugere, til at de ser dig. Du er usynlig og du er en af de stærke, selv om du nok er den der er i største fare af alle, og den der har allermest brug for hjælp. Men du er jo ikke nogen trussel for nogen. Bare en stille eksistens.

    • Hej Janni.
      Jeg har læst din lange beretning og genkender mig selv så godt.
      Vi bliver ikke taget alvorligt eller får den støtte vi har behov for. Dygtige, kloge og velbegavede kvinder der i årevis har kæmpet og taget sig sammen, og er bukket under med stress og er der ikke meget forståelse for. Nærmest kun lidt hån og foragt.
      Kronisk stress, kognitive vanskeligheder, en amygdala på overarbejde ved den mindste mail fra jobnet. Tåler ikke det mindste pres.
      Hvad ville der ske hvis vi blev set og hørt. Forstået og anerkendt?
      Vi vil jo gerne yde men magter alligevel ikke et barskt arbejdsmarked.
      Vi er for unge og resursefyldte til at kassere og for gamle og hjerneslidte til at nogen vil have os.
      Så må vi sgu finde på noget selv. 🙂

  • Hvor ville jeg bare gerne have undgået det nu at være stoppet op på 5. uge pga overbelastning. Svært da det er en blanding af sorg og stress. Tålmodighed er en UDFORDRING. Jeg er utrolig taknemmelig for dine nyhedsbreve, Stine… STOR betydning for mig. Det er en svær balance at mærke efter, så jeg ikke kommer i minus-energi!!!…hmm ! Jeg har aldrig prøvet noget lignende 🙁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Introforløb om fra akasha arkivet

Lær mere om hvad Akasha arkivet er, hvordan det fungerer & hvilke information vi kan finde om sjælen: 25.-26. november. Koster din email