Hej Stine.
Først og fremmest, vil jeg sige dig mange gange tak for både dit webforedrag, såvel som din serie af mails omkring stresshåndtering – det har virkelig været brugbart i en tid fyldt med spørgsmål.
Jeg har haft stresssymptomer siden maj 2015 og har symptombehandlet siden (taget diverse forbehold og gået hos en stress coach). For to måneder siden tog jeg, den for mig, meget store beslutning og sygemeldte mig, hvilket var og har været det eneste rigtige at gøre – for mig og min familie.
Jeg er i den grad i bedring og genoptager stille og roligt arbejdet, her om 3 uger.
Mit spørgsmål til dig lyder på, hvad din holdning er i forhold til hvornår, at jeg burde kunne “tillade” mig selv, at starte op på styrketræning igen, hvilket i mange år har været en stor del af mit liv?
Jeg har nu holdt en pause på godt et år, grundet min stress. Jeg ved at der i dag findes mange holdninger vedr. stress og motion (for og i mod), især hvad angår sport, hvor man virkelig presser sig selv.
Jeg ved at mit nervesystem nok til stadighed er følsomt og skrøbeligt, og jeg tænker derfor selv, om ikke det kunne være en idé at starte med at genoptage arbejdet, og så efter en periode, gradvist afprøve og skrue op for træningen?
Håber at hører fra dig.
På forhånd tak, og endnu engang tak det du gør.
Martin
Hej Martin,
Mange tak for dit spørgsmål om stress og motion. Det er godt at høre at du er i bedring og snart skal starte på at arbejde igen. Jeg er også rigtig glad for at høre at mit gratis online foredrag og email-serie har været en hjælp for dig.
Det er et meget relevant emne du tager op omkring stress og motion, og jeg er sikker på at der er mange andre med stress, der stiller sig selv lignende spørgsmål. For som du skriver, så er der delte meninger om det er en god idé at dyrke motion når man har stress.
Svaret på om motion er en god idé afhænger af, hvor stresset du er
Helt kort kan man sige at hvis du vil forebygge stress, er der meget der taler for at fysisk træning er gavnligt. MEN, hvis du er ramt af alvorlig stress, kan fysisk træning i værste fald forværre din stress.
Nyere forskningsresultater fra Karolinska Instituttet i Sverige viser nemlig at man kan forebygge stress (og depression) ved at motionere. Fysisk træning gør at musklerne, på linje med lever og nyrer, bliver i stand til rense blodet for et stof, der ellers ophobes i kroppen under stress. Stærke muskler er således i følge forskningsresultaterne med til at holde et stressniveau lavt og dermed forebygge stress.
Lider du derimod allerede af alvorlig, kronisk stress, er kuren fortsat at tage det med ro.
Hvis du har alvorlig stress, vil du typisk opleve en del stress-symptomer såsom hyppig hjertebanken, uro og sitren i kroppen, øget træthed og udmattelse, svært ved at koncentrere dig og huske, kort lunte og manglende overskud til at være social. Du kan læse mere her om, hvornår jeg mener der er tale om alvorlig stress.
Der er især to faldgruber omkring stress og motion
1. Den første faldgrube omkring motion og stress handler om, at dét kroppen dybest set har brug for, for gradvist at kunne sænke niveauet af stresshormoner, er hvile. Og under styrketræning, vil man jo unægtelig presse sig selv fysisk og muligvis også mentalt.
Når du har alvorlig stress, er din hjerne på overarbejde. Nærmere bestemt er det amygdala, der er center for stress og alarmberedskab, der er forstørret. For at nedbringe stress, gælder det om i ”overført betydning” at overbevise din hjerne og krop om, at du ikke er i fare, således at din hjerne og krop kan genvinde sin selvregulerende adfærd.
Derfor vil jeg (fuldstændig som du allerede gør) råde et menneske, der er sygemeldt med stress til at fokusere på at nedbringe sin stress først via ro og hvile, hvor der er fokus på at være frem for at præstere. Og gemme den fysiske træning til man er omme på den anden side af alvorlig stress.
Som stressramt behøver hvile dog IKKE at være lig med at være total inaktiv. Det kan være en rigtig god ide på daglig basis at lave en rolig og allerede kendt aktivitet som du holder af og som indeholder langsom bevægelse. Det kan for eksempel være gåture i naturen, havearbejde i roligt tempo, langsom svømning eller afspændende yoga.
2. En anden faldgrube omkring stress og motion er når det at motionere bliver endnu et projekt eller resultat man skal opnå.
Kilden til stress er jo netop ofte, at både arbejds- og privatliv i for høj grad er præget af at skulle præstere, opfylde krav og nå målsætninger.
Dette gør typisk, at motion for nogle blive uoverskueligt. Og for andre bliver motion til endnu en jagt på det næste resultat.
Specifikt i forhold til din situation omkring stress og motion
Det lyder til, at du har fået rigtig godt fat i at mærke efter, og at hvis du giver dig selv tid og lov til at lytte efter, vil du selv have svaret på, hvornår du er klar til hvad.
Derfor synes jeg også, at det lyder som en rigtig god plan, at du har fokus på at gå langsomt frem og starter med at fokusere på din jobstart, og gemmer din start på træning til lidt senere.
En opstart i arbejde efter alvorlig stress tager som regel minimum 3 måneder. Og én af årsagerne til det, er netop at der skal være tid til at restituere og gradvist vænne krop og sind til at være på arbejdspladsen igen. Erfaringsmæssigt, vil de fleste opleve, at det at starte i arbejde igen, er ret krævende og at man bliver ekstra træt og udmattet lige til en start.
Når du så oplever at have fod på job-starten, og oplever mere overskud igen kan du gradvist påbegynde din træning. Husk masser af restitutions-tid mellem hver gang du motionerer/træner, hvor du har ro og tid til at notere dig, hvor dine grænser går for hvad du egentligt kan og hvad motionen gør ved dig.
Når du på et tidspunkt er helt stressfri igen, vil det være en rigtig god idé at du bevidst bruger motion som stress-forebyggelse. Jeg kender jo ikke de specifikke årsager til at du har fået stress. Men hvis tiden f.eks. er knap, så sænk barren til et minimum i din hverdag, og tænk i at lidt motion er bedre end ingenting. Det handler om at justere motionen i forhold til, hvad du har overskud til i din hverdag og ikke lade dårlig samvittighed eller ambitioner styre dine valg.
Slutteligt vil jeg lige tilføje, at jeg faktisk har mødt – FÅ – undtagelser, hvor en alvorligt stressramt har haft glæde af at dyrke motion undervejs i sin sygemelding. For selvfølgelig er vi som mennesker forskellige. Det vigtigste er ALTID at lytte rigtig godt efter hvad kroppen fortæller og at tage – lige meget om det så er træning, jobstart og alle andre nye tiltag – i et så roligt tempo som muligt, så man kan nå at stoppe op og skrue ned for tempoet igen, før det har skabt yderligere stress.
Jeg håber mit svar giver mening, og ønsker dig al mulig god bedring videre frem. Det lyder til at du virkelig er på rette vej, og at en midlertidig sygemelding var det helt rette for dig. Tillykke med at du traf det modige valg, og med at du har arbejdet så meget med dig selv, at du nu er godt på vej til at blive stressfri igen.
Bedste hilsener Stine