Sygemelding stress – helt eller delvist?

Sygemelding stress

Hej Stine.

Jeg har med stor glæde lyttet til dit online foredrag ”Undgå stress – igen”, som kun bekræftede mig i det som jeg selv har mistanke om.

Nemlig at jeg har stress.

Jeg har samtlige af de stress symptomer du nævner og burde i bund og grund være sygemeldt med stress. Men jeg ved snart ikke hvordan jeg skal gribe det an.

Jeg har tidligere haft en sygemelding pga. stress i cirka 3 måneder, derefter var jeg på arbejde i 2 måneder 2 timer om dagen, inden jeg kom op på fuld tid. Da det begyndte at gå godt, blev jeg fyret, hvilket gav bagslag. Herefter var jeg sygemeldt en uges tid og kom derefter tilbage da jeg havde 3 måneders opsigelse. Inden de 3 måneder af min opsigelse var gået fik jeg nyt job, som jeg skulle starte på hurtigst muligt.

Jeg var meget opsat på at skulle starte på en frisk. Brugte meget energi på at finde mig tilrette og give et godt indtryk. Uheldigvis var det en meget sammentømret personalegruppe, der ikke gjorde det nemt at komme ind i som nyansat. Særligt én kollega var direkte grov og meget lidt anderkendende over for mig. Og da ledelsen virkede til at være bedste veninder med de ansatte, følte jeg ikke jeg blev forstået da jeg en dag brød sammen og fortalte om min oplevelse.

Dog bevilgede min chef 3 samtaler hos en erhvervspsykolog samt at jeg kunne få en deltids sygemelding med stress, og gå ned på 25 timer i en periode. I mellemtiden fik vi ny ledelse og jeg var til en del omsorgssamtaler hvor han blev sat ind i min situation. Den pågældende kollega som gjorde livet surt for mig, var kun ansat tidsbegrænset og stoppede sidst i februar måned 2015. På det tidspunkt tænkte jeg, at nu kunne jeg endelig starte på en frisk.

Jeg synes stadig at jeg bruger rigtig meget energi på at blive accepteret af mine kollegaer. Jeg prøver at virke glad og overskudsagtig og sjov i håb om at komme tættere på mine kollegaer, men det synes ikke at virke. Jeg er en pleaser og vil gerne have, at alle kan lide mig. Jeg tænker meget over hvad andre folk tænker om mig, hvilket er temmelig hårdt i længden. Mit selvværd er helt i bund og jeg savner bare noget anderkendelse. I stedet føles det som om at jeg render panden mod en mur hver dag.

Kollegaen der var efter mig bliver stadig brugt som vikar. Det går ok, og det er lidt noget andet når hun ikke er der hver dag, men jeg føler ikke helt at jeg er blevet taget seriøst af min leder eftersom han kender historien bag min sygemelding og så forsat bruger hende som vikar.

Jeg blev uddannet pædagog i 2011 og har siden da været på barsel, sygemeldt grundet graviditet og været sygemeldt helt eller delvist med stress. Jeg føler ikke rigtigt at jeg for alvor er kommet godt for start og søger hele tiden at rette op på det forsømte. Jeg vil så gerne finde mig tilrette på min arbejdsplads men kan mærke at jeg ikke har det godt.

Jeg er en stor facade når jeg er på mit arbejde, men indeni skriger jeg. Tit græder jeg inden jeg skal afsted, jeg har et stort afsavn til mine børn som jeg er ked af at aflevere i børnehave og skole. Jeg føler ikke at jeg har nok tid sammen med dem, men når jeg så endelig er sammen med dem, så orker jeg dem ofte ikke.

Jeg har virkelig intet overskud eller energi, og alt hvad jeg foretager mig kræver at jeg virkelig tager mig sammen. Det virker helt uoverskueligt det hele. Jeg er kronisk træt og glæder mig egentlig bare til at ungerne er kommet i seng så jeg kan komme ind på sofaen og koble fra. Hver dag er en daglig kamp hvor jeg egentlig bare tæller timer til jeg skal i seng igen.

Nu står jeg i et dilemma.

Jeg forsøger jo virkelig at komme godt ind i mit arbejde og tænker at det er tid der skal til for at jeg føler mig accepteret. Jeg vil gerne give det den tid, men jeg kan mærke at mine stress symptomer bliver værre og værre.

Jeg har dagligt hovedpine, er træt og uoplagt og føler fysisk ubehag. Jeg har den senere tid taget flere graviditets test da jeg troede at jeg var gravid, fordi jeg havde det så skidt. Jeg ved nu, at det er stress symptomer og indrømmer at jeg har forsøgt at ignorere det, da jeg bare ikke vil acceptere, at det er på vej igen.

Jeg tænkte dumt nok at hvis jeg lod som ingenting så forsvandt det nok. Jeg er bange for at blive sygemeldt igen. Dels er jeg bange for at blive fyret som jeg er blevet før, dels er jeg bange for at det med en sygemelding med stress vil tage mig endnu længere tid at komme ind i personalegruppen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min chef. Jeg er bange for at jeg ødelægger hele min jobsituation hvis jeg bliver sygemeldt med stress, fordi jeg så kommer til at fremstå svagere end de andre, og det er bare det sidste jeg har brug for, da jeg i forvejen kæmper for at komme op ad rangstigen.

Hvad er dit råd til mig: Hvordan skal jeg gribe det an? Hvad kan jeg sige til min chef? Skal jeg foreslå at komme på deltid i en periode eller skal jeg sygemeldes helt?

Et eller andet sted kender jeg godt svaret. Jeg ved godt, at jeg har allermest brug for at trække stikket helt ud. Jeg frygter bare at det gør tingene værre for mig selv når jeg så engang vender tilbage. Tak for din tålmodighed til at læse mit lange brev.

Håber på svar fra dig. Venlig hilsen Trine

Kære Trine,

Tusind tak fordi du skriver og fortæller så ærligt om din situation. Først og fremmest vil jeg virkelig anerkende dig for at skrive til mig og bede om hjælp til, hvordan du griber din situation an.

Jeg kan godt forstå din tvivl om hvad du skal gøre i øjeblikket og om det er det rigtige at få en sygemelding med stress, og den skal være på fuld- eller deltid. Som jeg læser dit indlæg, så lyder det som om der især er to problematikker i spil:

  • Dels en akut problematik, der handler om hvordan du tackler dine stress symptomer og din arbejdsplads her og nu.
  • Dels en mere langsigtet problematik, der handler om afklaring af, hvilke faktorer, både arbejdsmæssigt og privat der stresser dig, hvordan du håndterer disse fremadrettet og hvordan du forebygger at få stress igen.

Lad os starte med din nuværende situation og dine stress symptomer. Du skal vide, at erkendelsen og accepten af hvordan du egentlig har det fysisk og psykisk, oftest er det allersværeste skridt at tage. Du skal også vide, at de fleste mennesker med stress jeg møder i min praksis har haft det på samme måde. Nemlig at det kan være rigtig svært at se sin situation 100% ærligt i øjnene og erkende at man er nødt til at stoppe op.

Desværre er der mange, der fortsætter med at knokle på, selv om de inderst inde godt ved at det bedste er at stoppe op. Og det kan blandt være fordi mange tænker på, hvilke konsekvenser det vil få for deres arbejdssituation hvis de bliver sygemeldt.

Men træthed, daglige hovedpiner, uoplagthed, udmattelse, at du ofte græder inden du tager på arbejde samt har dagligt fysisk ubehag er alt sammen ret alvorlige stress symptomer.

Problemet med de alvorlige stress symptomer, er at de ikke går ikke væk af sig selv ved at du bider tænderne sammen. Tværtimod, kan du opleve de bliver værre jo længere tid der går.

Det der primært skal til i forhold til at reducere dine stress symptomer, er RO. Så som du selv skriver, så kender du allerede svaret. Så helt akut vil jeg råde dig til at gå til lægen og tale med ham/hende om at blive fuldtids-sygemeldt med stress i en periode.

Samtidig skal du naturligvis drøfte din situation med din leder. Jeg vil foreslå at du er meget konkret med din leder og holder fokus på at fortælle ham/hende hvilke stress symptomer du har, og at I aftaler at du i en periode bliver fredet så du kan få det bedre.

Under din sygemelding med stress vil jeg virkelig anbefale at du får noget professionel hjælp fra en psykolog, terapeut eller coach med speciale inden for stress. Jeg mener grundlæggende ikke at stress er noget man skal gå med alene og forsøge at klare selv. Og min erfaring er, at når man får professionel hjælp undervejs mens man er sygemeldt med stress, så er det netop med til at sikre, at du ikke kommer til at trække din sygemelding i langdrag. Der er nemlig en del tiltag du kan sætte i værk, så du skridt for skridt får afstresset din krop. Og på den lidt længere bane også får noget støtte til at takle din arbejdsplads og fremtidige arbejdssituation.

Omkring frygten for at blive fyret så er den på den ene side helt reel, da det naturligvis ikke er til at vide, hvordan din arbejdsplads vil reagere på at du bliver sygemeldt med stress. På den anden side, vil jeg virkelig anbefale dig ikke at give frygten for meget plads, da det jo rent faktisk ikke er sket. Som jeg læser det, skal du forsøge at holde dit fokus på at få reduceret dine stress symptomer. Det er svært, hvis ikke umuligt, at afkræve en løsning af dig selv lige nu. Lige nu er det bedst at tage et skridt af gangen på daglig basis og forsøge ikke at tænke for langt ud i fremtiden. (Selv om det kan være rigtig svært).

Jeg vil foreslå dig at du bruger den vejrtrækningsøvelse jeg nævner i online foredraget ”Undgå stress – igen”. Øvelsen er god til at dulme frygt og angst. Så når du mærker frygten for fremtiden og for at blive fyret, så kan en strategi være at bruge vejrtrækningsøvelsen for at skabe ro i kroppen.

Du kan også sætte dig ned og skrive dagbog hvor du får luft for alle de tanker og følelser du går rundt med. Jeg plejer at kalde det ”ucensureret skrivning”, der ikke har andet formål end at flytte dine tanker ned på papir, og lette lidt af frygten inden i.

Når du har fået reduceret dine stress symptomer væsentligt, tænker jeg det på lidt længere sigt, vil være relevant at få arbejdet med årsagerne til at du bliver stresset. Der er ingen tvivl om at det at føle sig uden for og kæmpe for at blive accepteret i en gruppe er meget slidsomt psykisk. Og det synes jeg bestemt også er meget vigtigt at du får kigget på når du er klar til det. Men lige nu er det vigtigste fokus som sagt at du får fred og ro og tid til at blive afstresset og genfinde noget overskud igen.

Mange hilsner Rebecka Bjoerk


Rebecka Bjoerk

Kommentarer

  • Anette Kock

    Får helt ondt i kroppen af at læse om denne beretning da det er noget tilsvarende jeg lige er gået igennem, dog har jeg ej børn, og nåede i tide at sige stop på mit job da alle de klassiske symptomer kom igen, jeg var nemlig i 2009-2010 også igennem et stress forløb i forbindelse med et andet job jeg havde. Godt at du er blevet sygemeldt, men det jeg savner er noget mere konkret nemlig hvorfor kommer stress igen?? Den er jo ikke bearbejdet ordentligt fra sidste gang i mit tilfælde, hvad gøres der for det??

  • Hanne Bach-Nielsen

    Lige en kommentar til tidligere oplæg.
    Man kan ikke få lavet en henvisning fra sin læge til en psykolog hvis man har stress.
    Denne diagnose hører ikke under nogen af de “rubrikker” lægen har at gøre godt med. Så det er helt og aldeles uden henvisning, og derfor på egen regning.
    Mvh Hanne

  • Det afhænger nu ad hvilken læge man har. Der kan godt gives henvisning, hvis depression er en følgesygdom og/eller hvis der vurderes at der er en højrisiko for kronisk stress.
    Dernæst synes jeg også, at det er en personlig livsinvestering, at betale for egen behandling.. Livet er værd at investerer i ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Miniforløb om fra akasha arkivet

Skab mere af dét du længes efter med hjælp fra Akasha arkivet: Torsdag den 25. - fredag den 26. september. Koster 0 kr