Hej Stine
Jeg er tilbage i arbejde efter 1 års sygemelding med stress. Jeg har det ok, men mærker at den tid jeg brugte på yoga og mindfulness mens jeg var sygemeldt, nu går til andre opgaver. Jeg kan mærke, at jeg meget nemt bliver afledt og fokuserer på alt det som skal og bør gøres.
Mens jeg var sygemeldt havde jeg ligesom lov til at bruge tid på mig selv og fik det gradvist bedre og bedre. Nu føler jeg igen, at jeg er egoistisk og selvoptaget hvis jeg prioriterer tid til at lave yoga frem for f.eks. at bruge tid sammen med mine piger.
Mens jeg var syg havde jeg ikke noget overskud til andre mennesker og deres problemer, og derfor synes jeg det var i orden at sige fra.
Men nu hvor jeg er rask igen, så kommer min familie og venner til mig, og jeg har svært ved at sige fra over for dem og fortælle dem at jeg ikke har det samme overskud til at tage del i deres liv som før.
Har du et godt råd til hvordan jeg bliver bedre til at sige fra overfor omgivelserne i perioden efter alvorlig stress, hvor jeg stadig ikke er helt rask?
Hilsner Anonym
Hej Anonym,
Tusind tak for dit spørgsmål. Det er rigtig dejligt at du skriver, og jeg er sikker på at dine spørgsmål – og forhåbentligt mit svar – vil være relevante for mange andre også.
Med kun 24 timer i døgnet kan det være en svær kabale at få alt det vi gerne vil nå til at gå op. Især når man både har et arbejde, der kræver meget af én tids- og energimæssigt. Og når man samtidig har et familieliv med børn, der har brug for ens opmærksomhed og nærvær.
Og når du så topper det med at være på vej ud af en langvarig stress sygemelding, er der al mulig grund til at have fokus på, hvordan du prioriterer din tid og energi. Herunder, som du selv er inde på: Hvordan du får sagt til og fra.
Hvis du forestiller dig, at du har to vægtskåle, og at alt det, der gør at du restituerer og lader op ligger i den ene vægtskål. Og at alt det du præsterer og gør for andre ligger i den anden vægtskål.
Som du sikkert allerede ved, så gælder det, når du gerne vil forebygge og reducere stress, om skabe en god balance mellem de to vægtskåle.
Du er på ingen måde alene om at have svært ved at give vægtskålen, der handler om restitution og nydelse nok prioritet. Jeg møder igen og igen stressramte, der dels helt har glemt hvilke ting, der gør dem glade og afslappede. Og som dels dømmer sig selv hårdt, hvis de giver sig selv lov til at slappe (for meget) af. Det kommer jeg mere ind på senere…
Derfor er det rigtig godt at høre, at du allerede har fundet nogle redskaber (yoga og mindfulness) der virker stressreducerende for dig.
Næste skridt handler om at få skabt tid i din hverdag til, at du kan gøre mere af det.
Og her kan det, som du selv skriver, blive nødvendigt at sige mere fra og “nej” end du har gjort tidligere, for at få balance i vægtskålene.
Men hvorfor er det så, så svært at sige fra?
Forestil dig to mennesker, der trækker lige meget i hver sin ende af et reb.
I den ene ende trækker alt det, du dybest set godt ved, er det bedste for dig at gøre, sige og vælge.
Og i den anden ende, trækker alt det jeg – undskyld mit sprog – plejer at kalde “gammelt l*rt”.
Det vil sige, alle de historier, undskyldninger, overbevisninger og domme vi fortæller os selv.
Som for eksempel:
Når jeg slapper af, er jeg doven.
Når jeg sætter mine egne behov først, er jeg egoistisk.
Når jeg er der for andre, er jeg et godt menneske.
Det er forkert at sætte mig selv før andre.
Man skal yde før man kan nyde.
Hvis jeg siger fra, svigter/skuffer jeg.
Hvis jeg siger fra, bliver jeg afvist, ignoreret eller skældt ud.
***
**
*
Alle mennesker bærer på overbevisninger om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvornår vi gør noget, der er tilladt og noget der er forbudt.
Overbevisninger er noget vi har arvet fra vores forældre, familie, kultur og omgivelser. Det er sætninger vi har besluttet som værende sandheder om os selv, om andre mennesker og om livet.
Indtil vi bliver mere bevidste om vores overbevisninger, vil de styre vores handlinger, valg og fravalg.
Det er som at være programmeret til en bestemt adfærd på forhånd, kan man sige.
Nogle overbevisninger er rigtig gode og tjener os godt, også som voksne.
Mens andre overbevisninger, som ofte har været en hjælp til overlevelse tidligt i livet, nu ikke længere matcher det vi har brug for i vores voksne liv.
Så hvis du igen og igen oplever en indre konflikt, hvor en del af dig ønsker, længes og har brug for noget. Og en anden del af dig, straks lægger låg på, afviser og dømmer det som forkert. Vil det ofte være en overbevisning, der står vejen. En overbevisning, der sikkert ikke længere tjener dig og dit velbefindende.
Hvad kan jeg gøre for at blive bedre til at sige fra?
Der er især to tiltag i det at sige fra, som jeg vil komme ind på:
1) For det første, vil jeg foreslå at du begynder at kortlægge dine overbevisninger, så de bliver mere bevidste og tydelige for dig. Så du kan begynde sige fra over for dem.
Det kan du f.eks. gøre ved at sætte dig ned på et tidspunkt, hvor du ikke bliver forstyrret, og skrive ned i en dagbog, f.eks. et par gange om ugen. Jo mere du begynder at give det fokus, jo mere vil begynde at dukke op.
Når du så står i en velkendt, indre konflikt igen, kan det være du opdager, at det faktisk er en gammel overbevisning, der spænder ben. F.eks: “når jeg sætter mine egne behov først, er jeg egoistisk”.
Når en overbevisning bliver bevidst, kan du bedre lægge arm med den og bevidst vælge, at du ikke vil følge den længere.
Som med så meget andet i livet, lykkes det ikke nødvendigvis første gang.
Det er i virkeligheden det samme som at bryde med en gammel vane.
Du skal højst sandsynligt forsøge dig en del gange, før det bliver en ny vane for dig at sige fra over den gamle del af dig, der f.eks. synes du er egoistisk hver gang du har en impuls hen imod at prioritere tid til dig selv.
Jeg får også lyst til at sige, at dét at prioritere tid til sig selv, på ingen måde behøver at være det samme som, at dine behov fra nu af altid skal stå først i køen.
Det handler i virkeligheden om, at du øver dig i at rumme (og vise dine omgivelser), at nogle gange er det dine pigers behov der står først. Og andre gange, er det dine behov, der kommer først. Og i det omfang som du selv vælger og har overskud til, kan det måske være dine venner eller din mor/far eller nabo, der får din hjælp.
2) For det andet, vil jeg foreslå at du øver dig i at sige fra over mennesker i dit liv.
Som sagt lidt tidligere, så svarer det at blive bedre til at sige fra, til at bryde med en gammel vane og etablere en ny og bedre vane.
En sådan proces vil mange gange provokere både din egen selvopfattelse og muligvis også mennesker i dine omgivelser. For hvis du har (uden at tænke over det) trænet andre mennesker i, at du er til rådighed for dem ud over, hvad du rent faktisk har overskud til. Så vil der nogle gange komme en reaktion, hvis du siger “nej” til noget du plejer at sige “ja” til. Og i langt de fleste tilfælde, vil der ikke komme en reaktion, men blot en accept af dit “nej”.
Mange gange er det andres mulige reaktion, der kan forhindre én i at sige fra. Det kunne jo være de blev skuffede, vrede eller kede af det. Og hvordan håndterer jeg så det?
Svaret er kort.
Du skal slet ikke håndtere det. For andre menneskers reaktion, er ganske enkelt ikke dit ansvar. Altså med mindre du er gået over deres grænser. (Og det er ikke tilfældet her).
Som sagt, så vil langt de fleste helt naturligt acceptere at du siger fra. Det største drama, foregår højst sandsynligt inde i dit hoved.
Hvis du oplever der kommer en stor reaktion, som vrede, skuffelse eller tristhed/tårer, så forsøg at undgå at trække i land, eller at begynde at fixe den anden. Det bedste du kan gøre er at anerkende at du godt kan forstå at de har det svært med x, y, z, og har brug for x, y, z. Og så samtidig hold fast, inde i dig selv, på din beslutning om at sige fra.
For at gøre det overskueligt, kan du starte med at udvælge 1-2 mennesker, som du vil øve dig i at sige fra over for, og som du typisk har erfaring med kommer til dig med deres problemer eller med noget de gerne vil have din hjælp til.
Men hvad kan jeg helt konkret sige, når jeg gerne vil sige fra eller udtrykke mine behov?
Jeg vil foreslå at du forbereder dig, og på forhånd finder nogle sætninger du kan bruge, der passer til de situationer og mennesker du har udvalgt.
Skriv dem eventuelt ned i en notesbog, og øv dig på at sige dem højt for dig selv så du vænner dig til hvordan det lyder når sætningerne kommer ud af din mund.
Det kan være sætninger à la:
Jeg kan ikke i dag / lige nu / i morgen.
Jeg er optaget i øjeblikket / på mandag / i weekenden.
Jeg laver yoga i soveværelset den næste halve time. Jeg vil gerne hjælpe dig med x, y, z når jeg færdig.
Jeg går lige ind for mig selv den næste times tid – vil du være sød ikke at forstyrre mig?
Jeg har brug for x,y,z, vil du hjælpe mig med det?
Undlad at bruge forklaringer og undskyldninger om, hvorfor der er noget, du ikke kan. Og undlad også at bruge din netop overståede sygemelding som årsag til at du siger fra.
Det at sige fra og at have behov for alenetid og at slappe af, er helt legalt sygemeldt eller ej.
Undlad også at gå for meget ind i, hvordan den du siger fra over for løser sine problemer, nu hvor du ikke kan hjælpe. (Her tænker jeg ikke på dine piger, men omgivelser som f.eks. naboer, forældre, venner og bekendte).
Øv dig i at være venlig og samtidig meget kortfattet i dine svar og udmeldinger.
Det er helt normalt, hvis ordene er svære at sige i starten, og kræver en vis overvindelse.
Det er også normalt, at du oplever at de gamle overbevisninger, jeg skrev om tidligere dukker op i dine tanker, umiddelbart efter du har sagt fra, eller udtrykt et behov. Hvis det sker, er det endnu tydeligere for dig, hvad der egentlig er på spil inde i dine tanker. Og endelig husk, at det blot er gamle “sandheder” der kommer frem, og at det i virkeligheden er dem du på et dybere plan gør op med, når du siger fra.
Jeg håber mine svar giver mening? Du er meget velkommen til at kommenterer herunder, hvad du tænker om det jeg har skrevet, samt skrive hvis du har spørgsmål til noget af det, jeg skriver om.
Bedste hilsner fra Stine